Lys og natsværmere

Written by Ditte Dahl Lisbjerg

På varme sommeraftener oplever vi tit hvordan natsværmere kredser omkring lamper, men hvad sker der egentlig for de små dyr, når de begynder at sværme i cirkler om lyset og i kamikaze-stil ender deres dage i flammen?

Èn forklaring er, at nogle insekter – og heraf nogle natsværmere – navigerer ved hjælp af lyset fra månen. Månelyset kommer fra et enkelt sted på himlen. Derimod skinner lyset fra lamper i alle retninger. Så når natsommerfuglen (det rigtige navn for natsværmere) forsøger at navigere ved hjælp af lyset fra en lampe, vil den fx forsøge at have lyset på højre side hele tiden, men da den kan komme rundt om lyset betyder det at den kommer til at flyve i mindre og mindre cirkler!

Er der tale om et levende lys, er udgangen ofte fatal. Men også elektrisk lys kan i sidste ende koste natsommerfuglen livet, af den simple grund, at dyret løber tør for kræfter og dør af udmattelse – eller bliver et let bytte for en sulten fugl eller flagermus.

De fleste dyr har ikke mange energireserver at gøre godt med. De lever tit tæt på sultegrænsen, og må spare på kræfterne hvor de kan. En omvej koster dyrt på energibudgettet.

Fuldmåneforvirring

Undersøgelser har vist at koldt/blåt lys virker mere tiltrækkende på natsommerfulge end varmt/rødligt lys. Det er også kommet frem, at kunstigt lys kan være medvirkende årsag til tab af biodiversitet.

De små soldrevne lamper til haven er på den ene side smarte;  de lader ved solens stråler om dagen, og kaster lys i mørket om natten. På den anden side lyser lamperne hver nat til de løber tør for strøm, også selvom der ikke er noget praktisk behov for lyset.  Desuden har lamperne LED lys, der udsender blåligt lys, så af den grund er heller ikke gode.

Derfor er der grund til at overveje behovet, inden  man opsætter lys rundt omkring i haverne.

Biolog med passion for vilde dyr og steder. Arbejder til dagligt for en international NGO og har i mere end 10 år haft en ‘vild’ sommerhushave i Halsnæs nær Kikhavn i Nordsjælland.