Nu er det tid til fuglekiggeri

Written by Ditte Dahl Lisbjerg

Her først på sæsonen, inden der kommer blade på træerne, er et rigtig godt tidspunkt at spotte fugle. Når først det hele står i grønt, lever mange af fuglene gemt og er svære at spotte.

Så det er nu det er frem med kikkert og fuglebog!

Forleden spottede jeg en fuglekonge, der vimsede rundt mellem grenene i taks-træet. Det er en lille hurtig fugl – Danmarks mindste! Navnet har den antageligt fået efter den gule ‘kongekrone’ på toppen af hovedet. Det er ikke tit vi ser den, men lidt senere på dagen fløj den lille royale piphans ind i et vindue, og blev noget omtumlet 🙁

fuglekonge redningsaktion
Forsvarligt, og med handsker på, blev en tummelumsk fuglekonge sat forsigtigt tilbage i krattet

 

Og så har vi haft glæde af sangdroslen, der har givet den max gas på vokalen 🙂

En af de ting jeg glæder mig over, er at kunne se alle de insektædende fugle. F.eks. er fuglekongen specialist i at tage bladlus! Det er noget af det jeg ser som den store fordel ved at have en vild have, at der netop er arter som kan deltage i opretholdelsen af balancen. De af arterne der er specialiserede i insekter, og er derfor ikke målgruppe for det der almindeligvis fodres med på foderbrættet.

I England så jeg, at man kan købe melorme til de insektspisende fugle i haven 🙂 det har jeg ikke set herhjemme endnu – men ideen er givet videre!

 

Biolog med passion for vilde dyr og steder. Arbejder til dagligt for en international NGO og har i mere end 10 år haft en ‘vild’ sommerhushave i Halsnæs nær Kikhavn i Nordsjælland.