En hytte til havens pindsvin

Besøg af pindsvinet i haven har været lidt af en sjældenhed. Eller retter sagt, er det sjældent at vi har opdaget at pindsvinet er på besøg. Det skyldes bl.a. at det lille insektædende pattedyr er mest aktivt, mens vi andre er mest inaktive – altså i skumringen og om natten.

Dagtimerne spenderer dyret slumrende i en grenbunke, eller et lignende sted, hvor den kan være sikker på at være uforstyret.

Derfor er begejstringen stor, når det en sjælden gang imellem lykkes at møde det lille dyr.

Derfor forsøger vi nu at forbedre vore chancer, ved at bygge en hytte der passer til pindsvinets behov, og håber så at en villig ‘lejer’ flytter ind.

Jeg har brugt anvisningerne fra Naturhistorisk Museum, Aarhus, – du finder dem her – og har ud fra anvisningerne improviseret med materialer som jeg havde liggende.

Bundarealet er 40×40 cm og kassen er ca 20 cm høj – og døren ca 10×10 cm. Ovenpå kom jeg et stykke tagplade på, for at sikre at der ikke kommer regn ned i hytten.
Inde i hytten lagde jeg noget savsmuld, og lidt hø, så der er noget godt at putte sig i.

Til sidst, for sjov, et skilt over døren. Dyret er naturligvis ligeglad, men jeg synes i det mindste, at det er skægt 🙂

Hytten blev sat i et stille hjørne i haven, og forhåbentligt synes pindsvinet det samme. Vi holder i hvert fald øje…