Så er det efterår, og selvom det måske virker som noget kommercielt fis, er jeg selv lidt fan af halloween – mest på grund af den flotte orange farve på græskar – og sammen med venner har vi i mange år lavet lidt spøg og (u)hygge med ungerne.
En helt fast tradition har været at udskære græskar. I starten har vores græskar været ret traditionelle, men som ungerne er blevet store er niveauet også gået mærkbart op – og kreativiteten har frit løb.
Først skrælles indmaden ud. De lange tråde med kerner i kommes i en skål for sig. Dernæst fjernes noget af det faste kød indeni med en ske, eller en isske, dels for at det bliver nemmere at skære hullerne i græskaret – og dels til suppe.
Da jeg selv går op i ikke at smide mad ud, er det en del af traditionen at lave græskarsuppe af det faste kød. Det foregår nogenlunde sådan her:
Græskarsuppe
1-2 løg skæres i tern og svitses i olie
2-4 fed hvidløg ca kan kommes i også
Græskarkød tilsættes og det hele svitses lidt
Der hældes vand på, du kan bruge kogende vand fra kedlen, så går det lidt hurtigere.
1 terning grøntsagsbouillon tilsættes og hele balladen koger 30 minutter.
Til sidst smages retten til med salt/peber og evt. gurkemeje (som gør det lidt mere gult, og meget mere sundt). Man kan komme lidt fløde i og få en lidt mere cremet og lækker suppe.
Ristede græskarkerner
Kernerne smider vi heller ikke ud. Du kan med fingrene skille kernerne fra de lange trevler og samle dem i en skål for sig. To græskar giver en pæn portion kerner. Mens de stadig er fugtige kommer du et godt drys salt på og blander det i kernene, så alle bliver saltede. De kan godt stå og trække sådan en halv til en hel time.
Når du er klar kommer du de saltede kerner på en pande, og under svag til middel varme rører du jævnligt op i kernerne. Nu skal de nemlig ristes tørre. Pas dog på at de ikke bliver sorte, det smager ikke godt. Når du hører de sprøde knitrende lyde, er de færdige.
Ud over salt, kan du improvisere med fx chilli eller paprika alt efter smag og lyster.
Græskarkage
Fra i år har jeg forsøgt mig med at bruge den sidste fraktion af græskar – de lange tråde – til at lave en kage.
De lange trævler koges op med lidt vand (så det lige dækker bunden) og blendes med stavblender til en homogen masse.
Den første kage jeg lavede blevt dog ikke helt i top. Jeg har det med at forsøge at spare på sukker og mel. Nogen gange sparer jeg lidt for meget – og resultatet bliver til en ret tung kage. Den smagte fint, men den var nok ikke gået i bagedysten. Jeg giver det et forsøg mere.
Som udgangspunkt regner jeg med at bruge en opskrift på squash kage. Siden her opdateres, når resultatet er klar 🙂