På en helt almindelig tirsdag, kom jeg tilfældigt forbi den Sociale Blomsterhave på Bispebjerg Hospital.
Det første der fangede blikket var det specielle, bobleformede drivhus. Foran sås spredte bede, hvor de allersidste blomster, endnu holdt stand mod efterårets komme.
Der stod en bænk under et af de store, gamle træer, og endnu en bænk med udsigt over haven. Inde i boblen var kaffe på kanden og strikke-/hælketøj lige til at kaste sig over. Alt sammen en åben invitation til ro, refleksion og heling.
Haven er uhøjtideligt fristed, hvor alle – om det er patienter der venter på behandling, pårørende der venter på svar, eller, som jeg, er tilfældig forbipasserende – alle kan tage en pause i haven og lade sig omslutte af blomster, dufte og lyde.
For haven er et lille stykke af naturen, og naturen giver de perfekte rammer for at dulme sindet. Måske fordi naturen har sit eget tempo. Fordi den er så fyldt med detaljer, at du kan fortabe dig i duften af en blomst, lyden af bladenes raslen eller synet af en travl humlebi.
Alle der sysler i haven vil vide, at det er nemt at glemme tid og sted. Når bedene skal luges, eller grøntsagerne høstes. Det er netop den form for mindfullness – at være tilstede i nuet – der heler sjælen.
At natur har helende egenskaber er også underbygget at flere forsknings studier. At gå en tur i skoven kan således sænke indholdet af stresshormonet kortisol i blodet.
Årsagerne til at det er sådan, er der mange bud på . Selv hælder jeg til den evolutionære tolkning. At befinde sig i grønne omgivelser sender måske signaler rundt i hjernen om, at der er mulighed for at finde og dyrke mad. Noget der godt kan tænkes at berolige en stenalderhjerne.
Ligesom en flot udsigt, og udsyn til horisonten, kan forsikre en stenalderhjerne om, at der ikke er nogle farer i nærheden.
Så kommer du forbi Bispebjerg Hospital, anbefaler jeg at du kigge ind i blomsterhaven.
Om Den Sociale Blomsterhave: Til daglig er blomsterhaven også et sted hvor folk uden for arbejdsmarkedet har mulighed for at være en del af et meningsfuldt fællesskab. Organisationen WeShelter har en række psykosociale aktiviteter, bl.a. Den Sociale Blomsterhave. Her kommer frivillige og ansatte i fleksjob og passer haven i deres eget tempo. Se mere på WeShelter.dk – Den Sociale Blomsterhave.
Links med mere info
https://www.dn.dk/nyheder/naturen-kan-vaere-losningen-pa-haltende-sundhed-i-danmark/
https://altompsykologi.dk/2017/08/naturen-kur-stress-angst-ikke-redigeret/
https://www.berlingske.dk/aok/forskning-natur-er-godt-for-dit-helbred